Kære have lejere
Som alle ved, skal vi flytte hjem senest den 31. oktober. Husk at lukke for vandet og tømme rørene fra vej mod hus, så der ikke kommer vandskader i husene.
Affaldspladsen lukkes mandag den 2.11.26
Præmier i medlemslotteriet
Der er stadigvæk nogen, der mangler at hente deres præmier, de kan hentes i kontortiden. Næste gang er den 1.10.
Kontor åben
Sidste kontor åben er den 29.10.25.
Torsdagsbar
Året sidste torsdagsbar er den 29. oktober. I den anledning disker vi op med lidt ekstra hygge og smider ”noget” på grillen. Alle er velkomne og ”menuen” er gratis.
Bemærk, baren har åben alle torsdage i oktober fra kl. 16.30 til kl. 19.00.
Huller i vejene
Nu er det den våde tid, så fortsæt endelig med at lappe, regnen laver mange huller. Man behøver ikke altid at hente grus, men kan skrabe lidt omkringliggende grus ned i hullet igen. Når skuffejernet så alligevel er i gang, vil vi bede jer rense jeres del af vejen (til midten) for ukrudt. Vejen hører med til haven, rent pasningsmæssigt.
Hæk/Ukrudt.
Selv om sæsonen er ved at være slut, skal ukrudt stadig fjernes, hækken ud mod vej klippes (senest 15 oktober) og træer beskæres. Husk også at fjerne ”forkerte vækster” i hækken og under hækken. Der må kun være hæk!
Der skal minimum være 4.2m i fri højde på vejene under jeres træer.
Fælles havedag den 20.9
Et kæmpe fremmøde på 70 kolonister, et godt vejr og en masse energi, forvandlede vores fællesområder til noget meget flot og velholdt. Der var også plads til nyskabelser ved legepladsen. Tusind tak til alle jer.
Kaffesalon
Det blev en hyggelig eftermiddag med Siggas hjemmebagte kage og Ivans muntre historier. Ivan har virkelig været en aktiv mand i Granly, og har haft en finger med i både Fugle- og rævedagen, samt foreningshuset. Han har siddet i stort set alle udvalg og var en lang periode en af vores skraldemænd. Ivan havde nogle gamle medlemsblade med, de hed Grankoglen. Her kunne man læse om arrangementer, forskellige udvalg, og her var rum for debatter m.m. Måske skal vi kigge nærmere på ”udvalg”, det kan være idéen til at få fordelt opgaver lidt mere her i Granly.
I 1982 skrev bestyrelsen: Som kolonihave -lejere er vi også medlem af en forening, der har sine love og ordensregler, vedtaget af medlemmerne, og som en følge deraf har pligt til at efterleve, af hensyn til naboer, og helheden i kolonihaven.
Det er stadig relevant 😊
Nye lejere
Haverne 38 og 510 har fået nye lejere, velkommen til Granly.
Haveaffald
Lørdag den 24.10. klokken 8 – 11.30 er vores container igen åben for haveaffald. Det gik rigtig godt sidste gang, uden fast bemanding af pladsen, så vi gentager succesen. Husk containeren lukkes kl. 11.30!
Vinteråbent
Søndag den 22.november kl.13 serverer vi gløgg og æbleskiver i Granlyst. Så kom og ønsk hinanden glædelig jul.
Generalforsamling 2027.
I kan godt sætte kryds i kalenderen til næste års generalforsamling. Datoen er lørdag den 13.2 klokken 13 i Ringparkens beboerhus.
Mange efterårshilsner fra bestyrelsen.



